Hvordan er en dværgschnauzer

Dværgschnauzeren er en sund, mentalt robust og handy race. Dværgschnauzeren stammer fra mellemschnauzeren (er ingen terrier). Den er kvadratisk bygget og er mellem 30-35 cm. i skulderhøjde Vægten ligger typisk mellem 7 og 9 kg.

Dværgschnauzeren er den ideelle familiehund for den aktive familie. Den knytter sig tæt til sine mennesker og påskønner, at der sker noget omkring den. En glad, udadvendt og nervefast hund, der er nem at tage med alle vegne. En rigtig dværgschnauzer er nysgerrig, den går frem og undersøger sagerne og må ikke være bange for noget. Fysisk styrke kombineret med racens generelt meget høje sundhedsniveau gør også dværgschnauzeren til en sjælden gæst hos dyrlægen.

Dværgschnauzeren har et højt selvværd, og skal opdrages med konsekvens og kærlighed fra starten. Den er villig og opmærksom og trænes derfor nemt. Da dværgschnauzeren ikke har noget egentlig jagtblod har racen ingen strejfernatur. Dværgschnauzerens stammer jo fra mellemschnauzerens, hvis opgave er at vogte gården for rotter, mus og fremmede. Det er denne baggrund der har givet dværgschnauzeren dens store domænebevidsthed. Den holder sig til – og passer på. At bede en dværgschnauzer om ikke at være opmærksom, er det samme som at bede en jagthund om ikke at jage.

Dværgschnauzeren kan være snaksaglig det er en del af dens engagerede personlighed, men en egenskab der kan holdes i ave.

Dværgschnauzeren er en trimmehund. Det vil sige, at dækpelsen skal trimmes af to gange om året. Pelsen bør også eftertrimmes to gange om året. En veltrimmet dværgschnauzer koster gns. 100 kr. om måneden i trimning. Til gengæld fælder den ikke – og den lugter ikke af hund.